Kæmpe gruppebillede med Panorama i Lightroom

 

MX1A2870-Pano-Edit

Det færdige gruppebillede – det skal siges, at “platformen” ER formet på på denne måde (fungerer som kreativt skolegårdsmiljø og tag for gymnastiksalen neden under)

På mange måder er jeg glad for, at jeg ikke var officiel fotograf på dette billede – at styre 315 studenter på plads i minutterne inden de kaster sig ud på den traditionelle studenterkørsel, er ingen nem opgave.

Faktisk var det slet ikke meningen, at det skulle være et gruppebillede, men bare en opstilling, så alle kunne fotografere. Men det var da fristende at få alle med på ét billede, men selv ikke min 24 mm kunne klare at dække det hele, og min 17-40 mm lå naturligvis derhjemme.

Jeg kom i tanke om den nye Panoramafunktion i Lightroom CC/6 – og skød fire billeder med lidt overlap, mens jeg forsøgte at holde kameraet i nogenlunde samme niveau hele tiden. Jeg har aldrig tidligere skudt panoramabilleder og dermed heller aldrig prøvet funktionerne i de forskellige redigeringsprogrammer. Og mine forventinger til denne “opgave” var da heller ikke stor, fordi det var ansigter der skulle tilpasses.
Her er de fire originalbilleder:

MX1A2870  MX1A2871  MX1A2872  MX1A2873

De fire billeder blev markeret i Lightroom og klikket på “Photo –> Photomerge –> Panorama”.
Efter noget tid kom resultatet:

MX1A2870-Pano

Umiddelbart meget nydeligt, og kun med en enkelt fejl i samlingerne, hvor en enkelt persons ansigt var ødelagt. Dette kunne relativt enkelt repareres i Photoshop ved at “paste” det rigtige ansigt ind fra et af billederne:

Udklip

Tilbage var bare lidt beskæring og almindelig redigering af toner m.m.

Jeg er faktisk ganske imponeret over, hvor godt det lykkedes at sammenkopiere de fire håndholdte skud til ét billede med kun en enkelt fejl. Og da billedet jo er sammensat af hele fire billeder, er der skarphed nok til at se alle ansigterne ret klart.
Det er bestemt en funktion, jeg har ændret syn på efter denne lille opgave 🙂

Kom endelig med feedback på denne artikel – på forhånd tak.

Hvis du vil have information fremover – så tilmeld dig min gruppe på Facebook ved at klikke her: Fotografiske Workshops / Jesper Koefoed