Så vilde billeder kan du lave med et badeforhæng til 29 kr. (Ikea). En enkelt flash bag forhænget og så et lavt optagestandpunkt. Model: Sidsel Sorgenfri.
Det er en klassiker på mine workshops – jeg ender altid med at hive mit 29-kroners badeforhæng op af tasken. Og hvorfor så det? Jo, det er den billigste 200×180 cm softbox du overhovedet kan købe.
Den er forrygende til helfigurbilleder med lyset ind skråt forfra, men som dette opslag viser, så er den også rigtigt god til at lave modlysbilleder med den flotteste sommerstemning.
Opskriften er så enkel – hæng badeforhænget op, så du har et par meter bag det og almindelig “fotoafstand” foran.
Placer modellen ca 20-30 cm foran badeforænget og en speedlite bagved badeforhænget, så den er højere end modellen og peger skråt nedad. Den må dog ikke være så højt oppe, at den lyser over kanten og rammer enten modellens hoved eller dit opjektiv.
Øverst i billedet ses speedliten – vend den, så flashhovedet står lodret og dermed passer til badeforhængets form. Her hænger badeforhænget i en udtræksarm, der er beregnet til at holde en refleksskærm, men det kan bare hænge mellem to stativer, på en snor, i loftet – ellers blot hvor det hører til – i badeværelset, hvor flashen så sættes i brusekabinen.
Du skal naturligvis bruge en trigger eller et kabel, så du kan udløse flashen – men da det er nemmest at skyde på manuel, så behøver det jo ikke være en af de voldsomt dyre. Mine koster under 200 for et sæt.
Stil flashen på manuel, ½ styrke og zoom flashen ud til 35 eller 28 mm (lidt afhænging af, hvor langt flashen står fra forhænget).
Kameraet stiller du til 1/100, 400 ISO og forsøger med bl. 5,6. Hvis billedet er for mørkt prøver du bl. 4 og omvendt fx bl. 8, hvis det er for lyst.
Det er godt at have en hvid væg bag fotografen, så noget af lyset kastes tilbage mod fronten af modellen. Jo længere væk væggen er, jo mindre kastes der tilbage, og jo større bliver forskellen mellem “baglyset” og belysningen foran på modellen.
Effekten er vild – og billedet bliver rigtigt godt hvis modellen har en farvet trøjet på.