Når jeg skyder billeder, stiller jeg ofte mit kamera til at skyde i sort/hvid. Eller rettere: Vise billederne i sort/hvid, for når man skyder raw, så er farverne stadig gemt i billedet, selv om man ser det i sort/hvid på LCD’en.
Grunden er primært, at jeg vil vise modellen, hvordan det færdige billede vil se ud, og hvis jeg vil ende med et sort/hvidt billede, så er det bedre at vise et skud der er tæt på det færdige.
Men en anden og næsten endnu vigtigere grund er “toneseparation”.
Toneseparation handler om, at forskellige dele af motivet IKKE må falde sammen, for så kan man ikke se, hvor det ene element ender, og det andet begynder. Typisk opleves problemet, fordi skyggesiden på modellen falder sammen med en mørk baggrund, så det ser ud som om modellen bare “glider ud i baggrunden”.
Det er som regel enkelt at holde øje med, når man ser tingene i farve. Se bare på billedet til højre oven for. Her er der tydelig separation mellem modellens ryg og baggrund.
Men når jeg så kommer hjem og vil lave et sort hvidt billede, er min første reaktion: Hvad søren er der sket på ryggen? – det ser helt skævt ud, fordi den hudfarvede ryg og den grå baggrund har samme tone i det sort/hvide billede – altså når farverne IKKE længere hjælper til at separere tingene.
Med andre ord – brug den sort/hvid indstilling til at kontrollere, om der vil være toneseparation, hvis du vil lave dine billeder i sort/hvid.
Og hvad kunne jeg så have gjort, hvis jeg opdagede fejlen i studiet? Blot have ændret tonen på baggrunden – enten lysere eller mørkere og så igen have tjekket med sort/hvid indstilling.
Her er det færdige billede – først i farver (med fin separation) og dernæst i sort/hvid – hvor ryg og baggrund desværre er “groet sammen”.
På Canon hedder indstillingen “Picture style” –> Monochrome.
På Nikon finder du den under “Set picture control” –> Monochrome.
Og husk at så længe du blot skyder i raw-formatet, så har du stadig farverne intakt. Men hvis du kun skyder i jpg – så ryger farverne for evigt….
Håber du kan bruge tippet! 🙂